Seguret


Seguret

Ved en af de tilfældigheder, som nogle gange ændrer ens liv, landede vi i 2011 i Seguret.

Vi var ankommet til  Orange  og besluttede os til, at vi ville finde et sted at sove lidt væk fra byen. Da vi henvendte os på Office de Tourisme, fik vi en super betjening, og det endte med, at vi fik et værelse på et forholdsvis nyt Chambres d'hôtes, Patios des Vignes i Seguret. Her lærte vi Seguret at kende, og det er blevet et lille paradis på jord for os. Et andet sted her på hjemmesiden skriver vi, at vi måske har en anden yndlingsby, men Seguret er bestemt vores yndlingssted. Selve byen er dejlig - men den er meget lille, og det er ikke en by, man bruger flere timer i. Men området rundt om byen er fantastisk. Og jo, der er dejligt i landsbyen, og hvis vi lige skal starte med at beskrive den, så er der tale om en vidunderskøn by med en pragtfuld udsigt ud over landskabet - der er nogle få butikker og gallerier - og nogle få restauranter. Af de sidste kan vi klart anbefale Côté de Terrasse i Rue des Poternes, som vi har spist på adskillige gange. God mad, fin betjening - og en super udsigt fra terrassen.

Ud over selve landsbyen er det to andre ting, der gør dette sted helt specielt for os. Vi har fundet to af de bedste Chambres d'hôtes, der overhovedet findes, netop her, og det er en væsentlig del af det - men det vigtigste er i virkeligheden nok området. Det hele ligger midt i vinmarkerne i et af verdens bedste og mest anerkendte vinområder, Côte du Rhône. Når du befinder dig i Seguret, vil du på tre sider nærmest altid se ud over vinmarker. På den fjerde side vil du enten få øje på landsbyen eller på Dentelles des Montmirail, den lille charmerende bjergkæde, som Seguret er lagt op ad. Det er et fantastisk landskab, oplagt til vandre- og cykelture, og langs med bjergkæden støder du ud over Seguret på pragtfulde landsbyer som Vaison la Romaine, Sablet, Gigondas, Vacqueyras og Beaumes-de-Venise. Byer, som klinger godt i enhver vinkenders ører.

Lige på den anden side af Dentelles des Montmirail knejser Mt. Ventoux. Alt i alt er vi i et område, som er ganske unikt, og som byder på en enestående natur, mange skønne landsbyer og et eldorado for vininteresserede. Endelig kan man nævne, at køreafstanden til seværdigheder som bl.a. Mt. Ventoux, Avignon og Orange er overkommelig.

Klik på linket nederst på siden, og du kommer hurtigt videre til vore to Chambres d'hôtes i Seguret.

Men kig evt. først lidt nærmere på Seguret på videoen her: