Les Baux de Provence


Les Baux de Provence

Les Baux ligger som naboebyen St. Remy de Provence i Les Alpilles, et lidt specielt bjergområde. Vi er i det vestligste Provence og landskabet er præget af de takkede, hvide klipper, der dækker et areal på ca. 50.000 hektar. Bjergkæden er ca. 25 km lang, 10 km bred og højeste punkt ligger små 400 meter over havet. Området har status som en naturpark, og det har fået sit navn efter Alperne, idet forklaringen er, at Alpillerne er en miniatureudgave af Alperne.

Selve byen er lille - og man kan ikke køre i bil ind i den. Bilerne parkeres udenfor, og så går man de sidste hundrede meter ind til byen, som er en gammel middelalderlandsby, der daterer sig tilbage til det 10. århundrede. Der er mange spændede historiske steder at besøge, specielt Le Château des Baux  og middelalderkirken L'Eglise Saint Vincent. Naturligvis er der også et par muséer, som medvirker til at fortælle den spændende historie.

Men også udsigten fra byen - som ligger på toppen i den del af Alpillerne - er værd at gå efter. Man kan se til Arles og La Camargue, en enestående visuel rejse.

En enestående oplevelse

En masse at kigge på for de historieinteresserede - men det er nu også noget andet, der år efter år trækker os til Les Baux. Det er de fantastiske Carrières de Lumières (tidligere Cathédrale d'Images) som er et helt ekstraordinært flot multimedie show i store grotter lige uden for byen. Forestillingen er ny hvert år, den starter i marts og kører året ud. I 2014 var vi nødt til at se den hele to gange, her var Klimt et Vienne (incl. Hundertwasser), der var på programmet.  En unik oplevelse, her får man virkelig noget for sanserne. I 2015 hedder programmet Michelangelo, Leonardo da Vinci, Raphael - Les Geants de la Renaissance. Se nærmere på deres hjemmeside www.carrieres-lumieres.com
I skrivende stund, 2018, er Picasso på programmet og i 2019 er det Vincent van Goghs tur.

Her kan du opleve lidt fra 2018 udgaven:

Og lidt billeder til inspiration: