Ardèche


Lidt om Ardèche

Departementet Ardèche (07) i regionen Rhône-Alpes er kendt af mange, også mange danskere. Grænsende op til det vestlige Provence med et klima, som i høj grad minder om klimaet i PACA.

Ardèche byder på noget særligt, især er Gorges d'Ardèche et besøg værd. Fra nord for den berømte og naturskabte Pont d'Arc til den gamle vandmølle i Saint Martin i syd løber floden i det mest spektakulære landskab igennem de berømte kløfter. En kanotur på floden er en helt speciel oplevelse, som man bør unde sig selv. Men der er ture af forskellig længde, vælg en, som passer til dagsformen. Turen fra Pont d'Arc til Saint Martin er lang, I skal regne med, at den tager en hel dag. Der er flere små såkaldte passager, steder på floden hvor vandet løber rigtig stærkt, og hvor strømmen sender kanoen afsted i høj fart. Det er ikke farligt, men det betyder, at der er en risiko for at ende i vandet. Sørg derfor for at have skiftetøj med og tænk i det hele taget godt over, hvad I medbringer. Husk fx. solcreme, for der er altså ikke megen skygge ude på vandet.

Gorges d'Ardèche, vandreture og noget for de to-hjulede

Vi taler om nogle af de flotteste naturfænomener i Frankrig. Som vi har beskrevet ovenfor, skal floden opleves i en kano eller kajak. Men der er naturligvis også masser af muligheder for vandreture. Der er mange steder på ruten, hvor man kan gøre holdt og få sig et fantastisk vue ud over landskabet. Dybt dernede kan man se kanoerne i fuld aktivitet.

Landskabet i Ardèche indbyder i den grad også til at bevære sig rundt på både cykel og motorcykel. Kuperet terræn uden at være "uden for kategori" og masser af strækninger, hvor der er space og forrygende udsigter.
 

 

 

Grotterne

Inden for 30 km finder man tre af de mest berømte grotter i Frankrig: La Caverne du Pont d'Arc, Grotte La Cocalière og  L'Aven d'Orgnac.

La Caverne du Pont d'Arc blev opdaget så sent som  i 1994, og allerede i 2014 taget med på Unesco's verdensarvsliste. I hulen findes hundredvis af tegninger af dyr, 15 forskellige arter, fx. løver, næsehorn og ugler.

Grotte La Cocalière er en af ​​de tre smukkeste huler i Frankrig. Hulens historie går 35 mio. år tilbage, og grotten er stadig "i live". 

La Grotte de l'Aven d'Orgnac dækker et areal på 20 hektar og når indvendig højder på op til 55 meter. 

Restaurant tip: hvis I befinder jer i den sydligste del af Ardèche - I har måske været en tur på floden og er endt ved vandmøllen i Saint Martin - så tag et smut over på den anden side af floden til den lille by Aigueze. Her ligger en utroligt hyggelig restaurant Le Bouchon (http://restolebouchon.blogspot.com), som serverer glimrende mad i tapasanretninger. Bestil bord, for vi er ikke de eneste, der har fundet frem til restauranten. Masser af borde uden for, hvilket bidrager en hel del til at give liv i den lille by.